Principper for anvendelse af digitale medier og internet

Nedenstående principper skal medvirke til at sikre en fornuftig og naturlig adfærd i brugen af digitale medier og internet på skolen. Principperne vedrører alle de forskellige elektroniske medier, som skolens elever benytter i og udenfor skoletid.Vores overordnede tilgang er, at pædagogisk vejledning og opdragelse er vigtigere end forbud eller tekniske filtre. Vi ønsker at eleverne på skolen skal lære kritisk brug af nettet og samtidig behandle andre ordentligt i den digitale verden. Dette gælder både på hjemmesider, blogs, e-mails, SMS og sociale medier.

 

  • Forældre og medarbejdere på Skørping Skole har et fælles ansvar for at lære børnene en fornuftig og naturlig adfærd i brugen af digitale medier og internet. Brugen af mobiltelefoner og andre digitale medier drøftes på klassernes forældremøde hvert år

  • Elever, forældre og skole har en fortsat dialog om, hvad der er acceptabelt og uacceptabelt på diverse digitale medier.

  • På alle årgange undervises der i fornuftig og hensigtsmæssig brug af digitale medier og internet

  • God netetik handler om god opførsel og hensyntagen. Dette bygger på de normer og værdier, der i øvrigt kendetegner skolen. Målet er at danne vidende, kritiske, handlende og sociale mennesker, der aktivt deltager i demokratiske processer.

  • Pornografisk og voldspræget indhold er altid uacceptabelt. Skolen forbeholder sig altid ret til at fjerne etisk uforsvarligt indhold på skolens tablets eller computere.

 

Skolens forventninger til forældre  

  • Det forventes at forældre følger med i barnets brug af digitale medier og jævnligt taler med deres barn om fornuftig brug af internet og mobiltelefon  

  • Det forventes at forældre holder sig orienteret om barnets brug af digitale medier i skolen og i klassen  

  • Det forventes at forældre, der indgår klasseaftaler om fælles regler for brug af sociale medier, sørger for at reglerne støtter op om Skørping Skoles principper for anvendelse af digitale medier og internet.

 

I øvrigt læner vi os opad Medierådet for Børn og Unges anbefalinger for brug af sociale medier i skolen http://digitaldialog.dk/wp-content/uploads/2014/08/Anbefalinger-om-brug-af-sociale-medier-i-skolen.pdf